Bæredygtighed

Frivillig ESG-rapportering kan give nye muligheder for SMV'er

Bæredygtighed er blevet stadig vigtigere for virksomheder de seneste år, men hidtil har der manglet en fælles metode til at måle og rapportere den. SMV’er har måttet navigere i en jungle af forskellige og konkurrerende opgørelsesmetoder. Det ændrer sig nu. VSME-standarden er endelig vedtaget – én fælles standard for alle SMV'er i EU.

Billede til ESG rapportering – Climaider X kompasbank

En fælles artikel fra Climaider og kompasbank.

VSME (Voluntary SME European Sustainability Reporting Standard) er udviklet for at gøre ESG-rapportering mere tilgængelig og brugervenlig for SMV-segmentet. Læs her, hvad den nye standard betyder for jer, hvordan den kan skabe langsigtede fordele og styrke jeres markedsposition – samt hvordan I får mest muligt ud af den.

Vi præsenterer også, hvordan Climaider og kompasbank i fællesskab kan hjælpe jer med at implementere en mere bæredygtig rapportering.

Hvad er VSME?

I takt med at bæredygtighed og miljøhensyn får stigende betydning for virksomheder, vokser kravene til rapportering – også for små og mellemstore virksomheder.

VSME er en frivillig standard, der hjælper SMV’er med at dokumentere deres bæredygtighedsindsatser på en overskuelig og praktisk måde. Selvom standarden ikke er en del af EU’s obligatoriske rapporteringskrav, er den udviklet som svar på en stigende efterspørgsel fra banker, investorer og større virksomheder efter ensartet og pålidelig information om SMV’ers bæredygtighedsarbejde.

Formålet er at gøre det lettere at rapportere bæredygtighedsindsatser uden at drukne i komplekse krav. Samtidig skaber standarden bedre samspil med større virksomheder, der er underlagt strengere rapporteringsregler, hvilket kan styrke både jeres markedsposition og samarbejdsmuligheder.

En brugervenlig standard

Efter en omfattende høring er standarden blevet revideret for at gøre den endnu mere tilgængelig for SMV'er.

De tidligere moduler er blevet samlet og forenklet, så I undgår unødigt komplekse opgaver. Rapporteringen er således nu mere overskuelig og lettere at forstå. Den består blandt andet af maksimalt to moduler i stedet for de tidligere tre, og de mere teksttunge afsnit er blevet reduceret. Dermed fremstår standarden langt mere strømlinet og enkel end tidligere.

Derudover er kravet om at udarbejde en detaljeret dobbelt væsentlighedsanalyse fjernet, hvilket reducerer den administrative byrde, samtidig med at I stadig kan levere relevante oplysninger.

På trods af forenklingen lægger EFRAG, der har udarbejdet standarden, stadig vægt på fordelene ved at bruge onlineværktøjer. Disse er især brugbare i forbindelse med dataindsamlingen, rapportstrukturen og selve beregningen af CO₂-udledningerne, således at I får komplet datadækning og sikrer transparens i beregningerne. Det effektiviserer processen og sikrer, at I får mest muligt ud af jeres indsats.

Det kan være en fordel at få overblik over opbygningen og finde guides til processen på Virksomhedsguidens hjemmeside.

Hvorfor er VSME brugbar?

Banker og større virksomheder kræver i dag ensartethed i rapporteringen. VSME er designet til at kunne opfylde disse krav, så I slipper for at lave flere forskellige rapporter til forskellige formål, og det kan spare jer både tid og penge. Markedet bevæger sig hurtigt mod strengere krav til bæredygtighedsdata, og her kan VSME-rapportering give jer en fordel, når det gælder om at bevare konkurrencedygtigheden og opnå bedre finansielle vilkår.

Har I allerede rapporteret i overensstemmelse med VSME'en, kan det være en god idé at være proaktiv og dele rapporten med de samarbejdspartnere, der kommer til at efterspørge data. På den måde leverer I dataene i det format, I allerede har, og undgår at skulle udfylde mange forskellige spørgeskemaer.

Omkostninger og fordele ved VSME

En analyse foretaget af EFRAG, der behandler omkostninger og fordele, har vist, at investeringen i VSME kan betale sig på længere sigt – også selvom der selvfølgelig er en vis opstartsomkostning.

Opstartsomkostningerne vil typisk være højere for de virksomheder, der skal rapportere grundet krav fra forretningspartnere eller finansielle institutioner – modsat dem, der frivilligt rapporterer. Det skyldes, at de virksomheder, der får dataefterspørgsler, i højere grad skal benytte både Basis Modulet og Comprehensive Modulet, og dermed forholde sig til flere datapunkter. I løbet af de kommende år forventes det, at ca. 20 % af alle SMV’er i EU kommer til at benytte VSME’en grundet dataefterspørgsel, mens yderligere 15 % gør det af frivillige årsager.

De frivilligt rapporterende virksomheder er dem, der selv vælger at implementere VSME-rapporteringen, fordi de ser direkte fordele, som for eksempel at styrke deres position på grønne markeder eller signalere en stærk bæredygtighedsprofil. For disse vil opstartsomkostningerne typisk være en smule lavere, da flere vil holde sig til Basis Modulet. Derudover er det typisk virksomheder, der allerede har et fokus på bæredygtighed, og dermed ofte har eksisterende ressourcer og data på området.

Omkostninger

Overordnet konkluderer den samme analyse fra EFRAG, at virksomheder med færre end 20 ansatte kan forvente, at opstartsomkostningerne vil ligge omkring DKK 30.000 i det første år. Disse omkostninger omfatter både intern tid og eventuel hjælp fra eksterne rådgivere og software. For større SMV'er vil omkostningerne naturligvis være højere, men erfaringen viser, at den relative byrde mindskes over tid, efterhånden som virksomheden lærer at anvende standarden.

Efter opstartsåret falder de årlige omkostninger markant, da læringseffekter og automatiserede løsninger reducerer den administrative byrde.

Fordele

Der er dog også flere fordele, der hurtigt bliver tydelige:

Finansielle besparelser: En mere struktureret og pålidelig bæredygtighedsrapportering kan føre til lavere finansieringsomkostninger, da banker ofte vurderer virksomheder med en solid ESG-profil mere positivt, hvilket kan medføre bedre lånevilkår.

Styrket værdikæde: Ved at følge standarden får I et værktøj, som både banker, kunder og forretningspartnere har tillid til. Det kan åbne døren til nye forretningsmuligheder og styrke jeres konkurrenceevne. Det betyder helt konkret, at I kan forvente at vinde flere udbud, tiltrække flere kunder og fastholde dygtige medarbejdere i længere tid.

Fremtidssikring: Selvom de første år kan medføre en vis ekstra udgift, viser den seneste “cost-benefit-analyse” foretaget af EFRAG, at de samlede fordele – både direkte og indirekte – bliver positive fra omkring 2027, forudsat at VSME implementeres i 2025. Det betyder, at investeringen i VSME betragtes som en strategisk satsning, der over tid kan give et klart overskud.

Hurtigere og billigere: VSME-rapportering er væsentligt lettere at implementere end den obligatoriske CSRD-standard, da den kræver færre data og er mindre tidskrævende. Det gør det muligt for mindre virksomheder hurtigt at komme i gang med bæredygtighedsarbejdet uden at skulle afsætte betydelige ressourcer til komplekse rapporteringskrav.

Samarbejdet mellem Climaider og kompasbank

Hos Climaider og kompasbank ved vi, at overgangen til en mere bæredygtig rapportering kan virke udfordrende – især når man som SMV ikke nødvendigvis har interne ressourcer til at løfte opgaven. Derfor har vi slået os sammen for at gøre denne proces så smidig som muligt for jer:

  • Med Climaiders “one-stop-shop” for ESG-rapportering får du hjælp til nemt at komme i mål med alle relevante data. Ved hjælp af en integration til dit regnskabsprogram automatiserer Climaiders løsning dataindsamlingen og CO2-beregningerne. Herefter kan du trække rapporter i lige præcis det format, du ønsker. Det sikrer, at jeres VSME-rapportering er både effektiv, overskuelig og har datagrundlaget i orden.

  • Som Danmarks eneste dedikerede SMV-bank hjælper kompasbank jer med at omsætte en struktureret ESG-rapportering til konkrete forretningsfordele. Hvis I har styr på jeres data og ESG-rapportering, gør det ikke kun processen hos os lettere – det er også fundamentet for at kunne forløse jeres fulde potentiale i form af nemmere adgang til bedre finansieringsvilkår, relevant rådgivning og hurtigere behandlingstid. Jo bedre overblik du har over dine ESG-data, desto nemmere kan vi skræddersy en finansieringsløsning til din virksomhed og hjælpe jer med at drive jeres virksomhed smartere.

Vores samarbejde gør det muligt for jer at få både den tekniske og økonomiske støtte, der skal til, for at gøre overgangen til VSME så let og fordelagtig som muligt.

Konklusion

VSME-rapporteringen repræsenterer en vigtig mulighed for SMV'er, der ønsker at stå stærkt i en verden, hvor bæredygtighed er i fokus. Selvom der er en vis investering forbundet med at komme i gang, viser analyserne, at de langsigtede fordele – herunder bedre finansieringsvilkår og styrket konkurrenceevne – klart opvejer de oprindelige omkostninger.

Climaider og kompasbank står klar til at hjælpe jer med at realisere disse fordele. Ved at forene vores ekspertise inden for bæredygtighed, finansiering og bankservices tilbyder vi en helhedsorienteret løsning, der gør overgangen til VSME-rapportering både enkel og værdiskabende. Sammen sikrer vi, at jeres virksomhed ikke blot lever op til de nye krav, men også udnytter de muligheder, der følger med en moderne og bæredygtig rapportering.

Derudover kan I på kompasbanks digitale B2B-markedsplads, kompasbank navigator, få et samlet overblik over digitale løsninger, der kan hjælpe jeres virksomhed med at håndtere ESG-data. Her kan I tilgå værktøjer, der beregner jeres samlede CO2-aftryk, engagerer medarbejderne i klimainitiativer og CO2-reduktion samt giver mulighed for at neutralisere klimaaftrykket fra forretningsrejser.

Er du interesseret i at høre mere, så ræk endelig ud til Climaideroskar@climaider.com eller book et møde med kompasbank her.

Denne artikel er baseret på den seneste cost-benefit-analyse af VSME. Vi håber, at vores gennemgang kan bidrage til en klarere forståelse af standardens fordele og muligheder for SMV'er.

Udgivelsesdato: 13.03.2025

Relaterede løsninger

Udforsk CO2-regnskab gjort nemt og troværdigt
ClimaiderFå 20% rabat

CO2-regnskab gjort nemt og troværdigt

Forstå din virksomheds CO2-udledning og få hjælp til reduktion — Climaider hjælper dig til Net Zero.

Climaider | navigator